søndag den 27. november 2016

Esthers stille spisehus

Skal man mødes et sted, det er nemt at komme til - og fra - med offentlig transport i Københavnsområdet, og har man ikke lyst til at være tvangsindlagt til andre menneskers musikvalg, så er her et godt sted.

Esthers Spisehus i Hellerup lige nord for København er nemt at nå både med S-tog og regionaltog - ligesom et hav af busser betjener området. Restauranten ligger siger og skriver fem gangminutter fra stationen.
(Foto: Restaurantens hjemmeside).

Og der er ingen musik.

Stilen er nærmest indbegrebet af dansk hygge. Lidt mørkt. Lidt huleagtigt. Lidt intimt uden at være for intimt. Det giver alt sammen en god atmosfære. Læg dertil et rimeligt prisniveau, og det er svært at finde noget negativt at sige.

Det er dog en forudsætning for at nyde Esthers, at man godt kan lide det såkaldt traditionelle danske køkken.

Jeg var der for første gang forleden med Lars, en af mine gamle legekammerater fra ungdommen - eller i hvert tilfælde den yngre voksenalder - som kendte stedet. Vi fik først hhv. rejer og sild og derefter hhv. mørbradbøffer og pariserbøf.

Fantastisk.

De kokke, der ynder at spise deres gæster af med alskens New Nordic Nothing kan ikke være med her - de kan konkurrere på andre parametre (og vinder i øvrigt ofte), men mormormad - eller burde det hedder farfarføde? - er altså en vinder, når man er født i Danmark og godt kan lide mad.

Det gælder for mange af de traditionelle spisesteder og bestemt også for transportvenlige Esthers Spisehus i Hellerup.

tirsdag den 27. september 2016

Hvad er det for noget med Lolland?

Jeg ved virkelig ikke, hvad det er med Lolland. I henhold til min godt nok rimeligt begrænsede erfaring med landsdelen er der usædvanligt stille. Også på restauranterne.

Den Fuldkomne Fisker i den vestlige ende af øen føjer sig til en perlerække af fortrinlige spisesteder med ingen - eller overkommeligt lav - musik.

(Foto: Restaurantens hjemmeside).

For ikke så længe siden overnattede jeg på stedet - som både huser en stor lejlighed med et væld af separate kamre, små hytter og sågar en lillebitte campingplads - sammen med en lille flok venner, og vi fik særdeles god mad, og jeg mener SÆRDELES god, med samt et fint vinudvalg (vi fik bl.a. en god repræsentant for min p.t. yndlingshvidvinsdrue, Grüner Veltlinter) - samt fortrinlig morgenmad dagen efter.

Middagen består af en buffet - frisklavet - som typisk indeholder en halv snes salater og tre-fire slags kød eller fisk. Alt sammen velkomponeret og -tillavet.

Stedet er da også populært, og det kan være ganske vanskeligt at booke bord. Forståeligt.

Værtsparret er venligt og imødekommende; kokkene både traditionsbevidste og nytænkende, og stedet er oven i købet charmerende indrettet bl.a. med en mængde indrammede Sikker Hansen illustrationer på væggene.

Restauranten og stedet i det hele taget kan kun anbefales - ikke alene hvis ens vej mere eller mindre tilfældigt falder forbi, men som rejsemål i sig selv.

tirsdag den 13. september 2016

Fantastisk fund

Nylig hjemkommet fra en tur til London iler jeg med at dele min begejstring over et spisested uden musik lige i hjertet af London.

OK, London er en stor storby, så hvor er hjertet lige? Men mon ikke området i krydsfeltet mellem Charing Cross Station, Covent Garden og National Portrait Gallery i det mindste kan betegnes som centrum?

Nærmest ør efter en storslået koncert i kirken St. Martin-in-the-Fields ledte jeg efter et sted at spise og faldt lidt tilfældigt over Terroirs. Jeg havde læst om restauranten, som har fået ganske gode anmeldelser hist og pist, men havde aldrig spist der. Før nu.

(Foto: Restaurantens hjemmeside).

Stor var min glæde over, at der ingen musik var. Det havde været skrækkeligt at blive udsat for larmende muzak med kirkemusikken stadig hængende i ørerne.

Stedet er egentlig mere en vinbar med mad end en egentlig restaurant, og jeg nød med fornøjelse en østrigsk hvidvin til en risotto med fisk og krydret pølse (chorizo). Vinen var dejlig, men maden var egentlig ikke så imponerende - risottoen var alt for olieholdig for mig. Men ok - man kan ikke få alt, og selve smagen var fin nok.

Prisniveauet var rimeligt, betjeningen sød og venlig men bordene står ganske tæt sammen, så man kan godt komme ud for at blive indforskrevet til nabobordets samtale. Men pyt-pyt, den musikfri atmosfære i sig selv indebar så megen nydelse, at jeg ikke vil betænke mig så meget om et splitsekund på at vende tilbage næste gang, jeg gæster briternes hovedstad.