søndag den 14. juni 2015

Mad og politik

I disse valgtider hvad var så mere nærliggende end at sætte min meget politisk interesserede og kyndige mangeårige ven Lars frokoststævne på selveste Christiansborg forleden?

Her kan man nemlig spise - og spise godt - oppe i slottets tårn. Restauranten hedder selvfølgelig "Taarnet", og herfra er der en formidabel udsigt over København.


(Foto: Taarnet Restaurant/Nikolaj Mørk)

Selve restauranten er indrettet smagfuldt i, hvad man vel kan kalde nordisk stil, og maden er derefter. Gode lokale råvarer tilberedt med kreativitet. Prisniveauet er i den højere ende uden at være ligefrem afskrækkende, og både maden, interiøret og i det hele taget oplevelsen står efter min mening mål med indsatsen.

Allerbedst i denne blogs optik er naturligvis fraværet af musik. Vi havde et tomandsbord for os selv, og det var godt, for der var en række større selskaber, og den slags komsammener har det jo med at støje lidt. Og indretningen - rå vægge, ingen duge, gardiner mm til at opsuge larm - lægger, hvor køn den end er, ikke nogen akustisk dæmper på løjerne.

Det gjorde dog alt sammen ikke noget ved vores bord, hvor vi sad fint og var i stand til at konversere om tidens store, vigtige emner. Og så selvfølgelig om hvem den næste statsminister bliver. Vi gætter for øvrigt på to forskellige og får se, hvordan det falder ud på selve valgdagen. Lige præcis den dag er Restaurant Taarnet for øvrigt lukket.

Men ellers kommer man derop ved at gå ind i porten lige midt på slotspladsen ud mod Holmens Kanal, hvor der til højre er en lille nedgang. Her går man gennem security (det er jo Danmarks politiske centrum dette her) og tager elevatoren op til restauranten.

Jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang, jeg tager turen.

tirsdag den 26. maj 2015

Lollands lækkerier

I Pinsen havde jeg fornøjelsen af at besøge min gode ven Madsen, som for ganske nylig er flyttet til Lolland - nærmere betegnet Sakskøbing.

Det er der - selvfølgelig - flere årsager til, men en af dem er Hotel Sakskjøbing, som drives af bl.a. den kulinariske serieiværksætter Claus Meyer.

(Foto: Hotel Sakskjøbings hjemmeside)

Der gik vi hen.

Stedet har selvsagt interessant mad. For eksempel bestod min "øllebrød" til dessert af en blanding af frossen yoghurt, lækre ristede brødkrummer og øl-is. Velsignet utraditionelt og særdeles velsmagende.

Men Stilleguidens raison d'être er jo faktisk ikke maden men akustikken. Den er god i Hotel Sakskjøbings kønne spisesal, og det var fornøjeligt at konstatere under vores besøg, at musikken i starten af vores ophold, da der ikke var så mange gæster, var særdeles lav. De klassiske toner forsvandt helt, da der kom flere gæster, men jeg skal ikke kunne sige, om det skyldtes, at den druknede i almindelig gæstesnak, eller at den faktisk blev slukket for. Ved desserten, da det igen tyndede ud i salen, noterede vi os den igen. På intet tidspunkt var vi generet af den.

Noget negativt? Hmmm - restaurantens udbud af snaps var forbløffende lille og uinspireret. Men pyt. Man kan jo drikke andet - vi endte faktisk med i stedet for snaps at nyde en pærebrændevin, og det fungerede udmærket.

Så jeg skal helt bestemt gæste Hotel Sakskjøbing igen. Og området trænger til al den hjælp, det kan få. Netop i dag kom de økonomiske vismænd med deres seneste temperaturtagning på dansk økonomi, som bl.a. jyllands-posten.dk omtalte med den manende overskrift: "Det kan ikke betale sig at investere i Udkantsdanmark".

Godt ingen nåede at fortælle Claus Meyer & Co. det, inden de åbnede Hotel Sakskjøbing.


fredag den 15. maj 2015

Luksus uden larm

Så lykkedes det ENDELIG at lokalisere et nyt spisested uden larm. Det er jo en god nyhed. Men der er også en dårlig:

Som snart sagt altid viser mit måltid på Geranium, at et støjfrit restaurantmiljø uhjælpeligt er associeret med luksus. Geranium har to Michelinstjerner, og chefkokken Rasmus Kofoed har i tidens løb både vundet bronze, sølv og - senest - guld ved de gastronomiske verdensmesterskaber, så der er slet ingen tvivl om niveauet her. Det er verdensklasse.

(Foto Claes Bech Poulsen, Geraniums hjemmeside).


Prisniveauet er derefter. Gys.

Restauranten bød på to menuer, som skifter efter dagens udbud - en på 20 retter til 1600 kroner og en på 15 (mange af dem heldigvis bittesmå) til 1200 kroner. Vi fik den "lille", og hverken kreativiteten, smagsfinessen eller de kunstfærdige måder at anrette maden på, skuffede. Man kan vælge sin egen vin eller restaurantens vinmenu - til 900 kroner - hvor drikkevarerne er tilpasset den menu, man har valgt.

Jeg kan f.eks. fremhæve kammusling i en skal af dildgele. Der var også f.eks. en knivmusling så fin i skallen, at den lod sig spise med. Der var suppe med syre som hovedingrediens. Røget kartoffel. Og ikke at forglemme - lam fra Knuthenlund på Lolland. Den eneste ret, vi fik rødvin til i øvrigt. Kaffen var filterkaffe på gammeldags maner men tilsat en god bid showmanship - en af tjenerne kommer ned til bordet og hælder - langsomt - vand på kolben, til kaffen er klar. Sådan bliver Madam Blå til Madam Hip.

Der er musik på Geranium men ultralav, nærmest en slags baggrundsbrummen, som har tendens til at forsvinde fra øregangene, efterhånden som restauranten fyldes med mennesker, og i takt med, at kokkene kommer i gang i det åbne køkken, der blot er afskærmet af en glasvæg.

Udsigten fra 8. sal i en ellers uspektakulær kontorbygning inde i Fælledparken i København er formidabel.

Alt sammen gør Geranium velegnet til den form for udespiseri, som handler mere om maden og totaloplevelsen end om samværet mellem gæster. Der er dårlig tid til at fordybe sig i snak, fordi den ene ret efter den anden arriverer med jævne og ikke specielt lange mellemrum. Og hver gang får man en fin beretning fra tjenerne - som var både venlige og vidende - om, hvad det er, man får serveret.

Så skal man forhandle en aftale hjem med forretningspartnerne, kan det være, man skal gå et andet sted hen uden helt så mange gastronomiske forstyrrende indslag. Men vil man imponere dem, kan det være en god ide at invitere dem på Geranium.