torsdag den 11. december 2014

Så er det jul igen, så er det jul igen.....

Sjovt nok bliver det december hvert år og dermed jul. Og således tid for julefrokoster.

Nogle kan godt nok være en prøvelse, og hvor længe kan man holde de marinerede sild ud eller de tykke skiver flæskesteg, der befolker enhver julemenu?

Indtil videre har jeg dog kun været til to juleborde - omend flere er i vente - og begge var udsøgte både hvad angår samværet, maden og omgivelserne.

Forleden var det min gamle ven Larsen og jeg, der skulle mødes til frokost, og valget faldt på et af Københavns mest traditionsrige spisesteder, Café Petersborg i Bredgade.

(Foto fra restaurantens hjemmeside).

Her er ingen musik, og det er en god ting.

Der er også tæpper på gulvene, og for de mere æstetisk-følsomme blandt os kan det måske trække en kende ned på karakterskalaen, men set fra et akustisk synspunkt er tæpperne et gode - selvfølgelig fordi de dæmper gulvtramp og i det hele taget agerer støjdæmpere.

Farveskalaen på Café Petersborg går helt fra brunt til brunt med lidt gulligt på væggene, og det skal stedet ikke lyde et eneste ondt ord for. Tilhængere af hvidt, hvidt og så lige lidt hvidt til kontrast må gå et andet sted hen.

Maden er lige så traditionel som stedet selv - og rigelig. Ingen af os kunne blot tilnærmelsesvis spise al den mad op, som julemenuen bestod af, og vi lod flere retter stå urørte, selv om de skam så tillokkende nok ud. Jeg håber virkelig, at stedet har en fornuftig genanvendelsespolitik - dets biksemad skulle være legendarisk, har jeg hørt - for ellers er der tale om madspild af umoralske dimensioner.

Prisniveauet er rimeligt; betjeningen venlig og hurtig. Der er en grund til, at Café Petersborg har overlevet så længe - stedets historie går angiveligt tilbage til midten af 1700-tallet.

fredag den 5. december 2014

En rejse tilbage i tiden

Det var koldt udenfor - for koldt til at vandre rundt på må og få for muligvis at opdage et nyt sted, så min ven Madsen og jeg havde forleden besluttet os på forhånd. Vi ville foretage en rejse tilbage i tiden og gik på Arbejdermuseets restaurant - Café og Øl-Halle "1892" - som ligger i kælderen under selve museet i Rømersgade i København, tæt ved Nørreport Station.

(Foto fra Arbejdermuseets hjemmeside)

Her var der varmt. Gulbrune farver og Stauning på væggen. Jernbaneporcelæn, Rød Aalborg - samt et par andre snapse - på køl. Indretningen er som i 1892, så her er tradition og urokkelig kontinuitet.

Og her kan man spise god, gedigen, gammeldaws mad. Ved vores besøg var der imidlertid ikke det store udvalg - restauranten var allerede juleramt og bød som det eneste på Julemenu. Den var som altid noget af en mundfuld, men der var, hvad der skulle være på sådan en menu - sild, flæskesteg, ris-à-l'amande mv. - og med en Stjernepilsner til og lidt snaps var det en rigtig god oplevelse.

Der er musik her på stedet - af en type, der passer til tidsrejsen - men den er af tilpas lav volumen, så jeg synes godt, at Café og Øl-halle "1892" kan sniges ind i Stilleguiden.

Sød og venlig betjening. Rimelige priser. Og samtidig kan man selvfølgelig benytte sig af lejligheden til at dykke ned i dansk arbejderbevægelses historie og danske arbejderes liv gennem tiderne. Museet er bestemt et besøg værd.

onsdag den 12. november 2014

Velgørende og gastronomisk på den asiatiske måde

Så lykkedes det endelig at få mig bugseret hen på Nørrebro i København og et par trin ned fra gadeplan til Restaurant Kiin Kiin - verdens eneste asiatisk inspirerede madtempel med en stjerne i Michelinguiden.

(Foto: Restaurantens hjemmeside).


Det er en fornøjelse af rapportere, at stedet er stilrent og afdæmpet indrettet, ligesom det byder på et meget lavt lydtapet i baggrunden, som på ingen måde stiller sig hindrende i vejen for normal samtale.

Dermed cementerer stedet desværre også den opdeling, der lader til at have indfundet sig i spise-ude-verdenen: at støj er billig, mens stilhed er dyr. For noget prisbilligt sted er Kiin Kiin ikke - det siger nærmest sig selv, når vi taler Michelinniveau.

Vi var en gruppe på seks mennesker forleden, og vi startede nedenunder - restauranten er i to etager - med en masse små retter serveret på udsøgte måder ved lave borde. Derefter flyttede vi ovenpå og nød resten af den omfattende menu i almindelig bordhøjde. Den såkaldte vinmenu, som jeg fik, omfattede en række vine selekteret af Kiin Kiin, og der var bl.a. en mousserende rødvin. Den bliver nok aldrig nogen favorit hos mig, men det er selvfølgelig altid interessant at prøve noget nyt.

Kiin Kiin skal forestille at servere thailandsk mad, men de af os omkring bordet, der var kyndige udi det thailandske køkken, mente faktisk ikke, at maden var typisk. Det er nok muligt. Men den asiatiske inspiration var tydelig nok f.eks. i brugen af koriander som krydderi.

Der var rigtig mange retter, men i overkommelige portioner, så man følte sig faktisk ikke overspist bagefter.

De mange retter tog også sin tid - vi startede ved 19-tiden, og jeg var først hjemme hos mig selv ved et-tiden om natten, så det var et langt måltid!