tirsdag den 26. maj 2015

Lollands lækkerier

I Pinsen havde jeg fornøjelsen af at besøge min gode ven Madsen, som for ganske nylig er flyttet til Lolland - nærmere betegnet Sakskøbing.

Det er der - selvfølgelig - flere årsager til, men en af dem er Hotel Sakskjøbing, som drives af bl.a. den kulinariske serieiværksætter Claus Meyer.

(Foto: Hotel Sakskjøbings hjemmeside)

Der gik vi hen.

Stedet har selvsagt interessant mad. For eksempel bestod min "øllebrød" til dessert af en blanding af frossen yoghurt, lækre ristede brødkrummer og øl-is. Velsignet utraditionelt og særdeles velsmagende.

Men Stilleguidens raison d'être er jo faktisk ikke maden men akustikken. Den er god i Hotel Sakskjøbings kønne spisesal, og det var fornøjeligt at konstatere under vores besøg, at musikken i starten af vores ophold, da der ikke var så mange gæster, var særdeles lav. De klassiske toner forsvandt helt, da der kom flere gæster, men jeg skal ikke kunne sige, om det skyldtes, at den druknede i almindelig gæstesnak, eller at den faktisk blev slukket for. Ved desserten, da det igen tyndede ud i salen, noterede vi os den igen. På intet tidspunkt var vi generet af den.

Noget negativt? Hmmm - restaurantens udbud af snaps var forbløffende lille og uinspireret. Men pyt. Man kan jo drikke andet - vi endte faktisk med i stedet for snaps at nyde en pærebrændevin, og det fungerede udmærket.

Så jeg skal helt bestemt gæste Hotel Sakskjøbing igen. Og området trænger til al den hjælp, det kan få. Netop i dag kom de økonomiske vismænd med deres seneste temperaturtagning på dansk økonomi, som bl.a. jyllands-posten.dk omtalte med den manende overskrift: "Det kan ikke betale sig at investere i Udkantsdanmark".

Godt ingen nåede at fortælle Claus Meyer & Co. det, inden de åbnede Hotel Sakskjøbing.


fredag den 15. maj 2015

Luksus uden larm

Så lykkedes det ENDELIG at lokalisere et nyt spisested uden larm. Det er jo en god nyhed. Men der er også en dårlig:

Som snart sagt altid viser mit måltid på Geranium, at et støjfrit restaurantmiljø uhjælpeligt er associeret med luksus. Geranium har to Michelinstjerner, og chefkokken Rasmus Kofoed har i tidens løb både vundet bronze, sølv og - senest - guld ved de gastronomiske verdensmesterskaber, så der er slet ingen tvivl om niveauet her. Det er verdensklasse.

(Foto Claes Bech Poulsen, Geraniums hjemmeside).


Prisniveauet er derefter. Gys.

Restauranten bød på to menuer, som skifter efter dagens udbud - en på 20 retter til 1600 kroner og en på 15 (mange af dem heldigvis bittesmå) til 1200 kroner. Vi fik den "lille", og hverken kreativiteten, smagsfinessen eller de kunstfærdige måder at anrette maden på, skuffede. Man kan vælge sin egen vin eller restaurantens vinmenu - til 900 kroner - hvor drikkevarerne er tilpasset den menu, man har valgt.

Jeg kan f.eks. fremhæve kammusling i en skal af dildgele. Der var også f.eks. en knivmusling så fin i skallen, at den lod sig spise med. Der var suppe med syre som hovedingrediens. Røget kartoffel. Og ikke at forglemme - lam fra Knuthenlund på Lolland. Den eneste ret, vi fik rødvin til i øvrigt. Kaffen var filterkaffe på gammeldags maner men tilsat en god bid showmanship - en af tjenerne kommer ned til bordet og hælder - langsomt - vand på kolben, til kaffen er klar. Sådan bliver Madam Blå til Madam Hip.

Der er musik på Geranium men ultralav, nærmest en slags baggrundsbrummen, som har tendens til at forsvinde fra øregangene, efterhånden som restauranten fyldes med mennesker, og i takt med, at kokkene kommer i gang i det åbne køkken, der blot er afskærmet af en glasvæg.

Udsigten fra 8. sal i en ellers uspektakulær kontorbygning inde i Fælledparken i København er formidabel.

Alt sammen gør Geranium velegnet til den form for udespiseri, som handler mere om maden og totaloplevelsen end om samværet mellem gæster. Der er dårlig tid til at fordybe sig i snak, fordi den ene ret efter den anden arriverer med jævne og ikke specielt lange mellemrum. Og hver gang får man en fin beretning fra tjenerne - som var både venlige og vidende - om, hvad det er, man får serveret.

Så skal man forhandle en aftale hjem med forretningspartnerne, kan det være, man skal gå et andet sted hen uden helt så mange gastronomiske forstyrrende indslag. Men vil man imponere dem, kan det være en god ide at invitere dem på Geranium.

torsdag den 11. december 2014

Så er det jul igen, så er det jul igen.....

Sjovt nok bliver det december hvert år og dermed jul. Og således tid for julefrokoster.

Nogle kan godt nok være en prøvelse, og hvor længe kan man holde de marinerede sild ud eller de tykke skiver flæskesteg, der befolker enhver julemenu?

Indtil videre har jeg dog kun været til to juleborde - omend flere er i vente - og begge var udsøgte både hvad angår samværet, maden og omgivelserne.

Forleden var det min gamle ven Larsen og jeg, der skulle mødes til frokost, og valget faldt på et af Københavns mest traditionsrige spisesteder, Café Petersborg i Bredgade.

(Foto fra restaurantens hjemmeside).

Her er ingen musik, og det er en god ting.

Der er også tæpper på gulvene, og for de mere æstetisk-følsomme blandt os kan det måske trække en kende ned på karakterskalaen, men set fra et akustisk synspunkt er tæpperne et gode - selvfølgelig fordi de dæmper gulvtramp og i det hele taget agerer støjdæmpere.

Farveskalaen på Café Petersborg går helt fra brunt til brunt med lidt gulligt på væggene, og det skal stedet ikke lyde et eneste ondt ord for. Tilhængere af hvidt, hvidt og så lige lidt hvidt til kontrast må gå et andet sted hen.

Maden er lige så traditionel som stedet selv - og rigelig. Ingen af os kunne blot tilnærmelsesvis spise al den mad op, som julemenuen bestod af, og vi lod flere retter stå urørte, selv om de skam så tillokkende nok ud. Jeg håber virkelig, at stedet har en fornuftig genanvendelsespolitik - dets biksemad skulle være legendarisk, har jeg hørt - for ellers er der tale om madspild af umoralske dimensioner.

Prisniveauet er rimeligt; betjeningen venlig og hurtig. Der er en grund til, at Café Petersborg har overlevet så længe - stedets historie går angiveligt tilbage til midten af 1700-tallet.